Fødselsdagspolitik i Børnecentret Erikstrup 

 

Fødselsdag er en af årets store dage, og det skal selvfølgelig være en helt speciel dag for det enkelte barn. Det er vigtigt at være i centrum, at blive fejret af alle dem man holder af.

Traditioner er også vigtige for børn, og de ser frem til at tingene bliver gjort på en hel bestemt måde, og at de er med til at udføre opgaverne sammen med de voksne og børn, som er en vigtig del af deres hverdag. Hver familie har deres tradition som betyder, at de fejrer deres barn på en bestemt måde.

 

I Børnecentret har vi også nogle traditioner.

 

Den dag barnet har fødselsdag, eller mandag hvis barnet har haft fødselsdag i weekenden, sætter vi de små flag ud om morgenen og hænger seddel op i gangen ved begge indgangsdøre. Ved samling i børnehaven får barnet en fødselsdagspude at sidde på og er med til at bestemme sange. Der bliver ligeledes talt om fødselsdagen med barnet.

 

I vuggestuen

fejres børnene på den dag de har fødselsdag eller efter aftale med forældrene.

Det er muligt at medbringe boller og/eller frugt, som vi nyder i fællesskab ved morgensamlingen, hvor vi også synger.

 

I børnehaven

holder vi fest, sædvanligvis den sidste torsdag i måneden, for de børn, der har haft fødselsdag i løbet af måneden.

De børn der har fødselsdag i juli, kan vælge at holde fælles fest i juni eller august.

Alle børn er med ude ved flagstangen og hejse flaget, mens vi synger vores flagsang.

Derefter er der fest med sang, dans og leg!

Huset sørger for traktement! Beløb som eventuelt ville være brugt af forældrene til traktement bedes doneret til forældreforeningen!

Fødselsdagsdugen ligger festligt på gulvet og  fødselsdags-børnene sidder på fødselsdagspuder.