Tilbud om et sundt frokostmåltid i Stevns Kommune

Ifølge Dagtilbudsloven skal alle kommuner tilbyde et sundt frokostmåltid i alle dagtilbud.

Dette gælder således også Stevns Kommune. Loven siger, at alle forældregrupper skal spørges mindst hvert andet år om de ønsker at benytte tilbuddet om et sundt frokostmåltid, eller om de fravælger en sådan ordning.
Dette valg skal ske ud fra et konkret tilbud.
Forældrene blev sidst spurgt i foråret 2010 og skal derfor igen spørges i foråret 2012.

Børneudvalget har derfor vedtaget principper og pris for et sundt frokostmåltid i Stevns kommune.

Disse principper og pris kan læses i bilag 1.

Derudover er der vedlagt en beskrivelse fra Tryggevælde øst, der pt. har frokostordning til de-res børn. Beskrivelsen skal ses som et input i den debat, der skal være mellem forældre og dagtilbud i den kommende tid.
Tryggevælde øst kommer desuden på Dialogmødet d. 27. marts og giver uddybende kommentarer med fordele og ulemper, de har oplevet i forhold til frokostordningen.

Procedure for til/fravalg af tilbud om et sundt frokostmåltid

Børneudvalget træffer d. 2. marts 2012 den endelige beslutning, om hvordan tilvalg/fravalg skal ske ude i dagtilbuddene.
Beslutningen meldes hurtigst muligt ud til alle forældre og dagtilbud.
 
Tilvalget/fravalget skal være afsluttet i første halvdel af april 2012.

For at skabe tid og mulighed for drøftelser mellem forældre, bestyrelser og medarbejdere skal alle forældre have dette brev, bilag med principper og pris for et sundt frokostmåltid i Stevns kommune + en beskrivelse af frokostordning i Tryggevælde øst udleveret senest fredag d. 17. februar 2012.

Det forventes ligeledes, at alle medarbejdere er orienteret om materialet.