Kostpolitik for Strøby Børnehave

Strøby Børnehave tilbyder alle indskrevne børn morgenmad.

Vi vil som supplement til børnenes madpakker tilbyde et sundt og velsmagende morgenmåltid. De råvarer vi bruger vil overvejende være økologiske.

Maden skal ikke blot overstås i en fart, et godt måltid kræver tid og hyggelige rammer, det giver mulighed for gode sanseoplevelser og socialt samvær omkring måltidet.

Hvordan spiser vi?

Morgenmad
Vi spiser morgenmad ved det store bord i fællesrummet mellem klokken 6.30 – 8.00. De børn der møder når børnehaven åbner, hjælper med borddækning. Vi bruger glas og kander, så børnene har mulighed for selv at hælde op, og der er små knive og smørebrædder, så de har mulighed for at smøre deres eget brød, det er så dejligt selv at kunne.

I det tidsrum der er morgenmad, vil der til tider møde en del børn samtidig, hvis jeres barn er meget sulten, er I velkomne til at hjælpe jeres barn i gang med morgenmaden.

Når børnene har spist færdig, og båret deres ting ud i køkkenet, kan de gå ud og lege i rummene. I fællesrummet kan de lave stille aktiviteter, så som tegne, spille eller læse i bøger. Det er vigtigt der er ro i fællerummet for de børn der stadig spiser. Det giver mulighed for mange gode samtaler mens vi spiser vores morgenmad.

Formiddagsfrugt
I løbet af formiddagen vil en af de voksne, nogen gange med hjælp fra et par børn, skære noget af den medbragte frugt ud og lægge på fade. Frugten spises i fællesrummet og i ”det nye”. Børnene går til og fra.

Inden frokost vil der være nogle børn, der bliver sultne. De har mulighed for at tage en mad eller to fra deres madkasse. De henter selv madkassen i køleskabet, og sætter den på plads igen efter de har spist. Vi voksne sørger for, at hele madpakken ikke bliver spist på dette tidspunkt, der skal gemmes lidt til frokost.

Frokost
Efter vi har holdt samling i to grupper, vasker børnene hænder, henter deres madpakke i køleskabet. De børn der spiser i fællesrummet henter selv glas, tallerken og evt. bestik i køkkenet. Til klodserum, værksted og ”det nye” bliver der lavet rulleborde, hvorfra børnene selv tager service og bestik. Børnene har faste pladser omkring bordene. Det er en opgave for os at lave en god ”bordplan”, som løbende bliver efterset. Der er mulighed for at børnene indimellem får lov til at sidde som ”gæst” ved en anden plads. Det kan f.eks. være vigtigt at sidde ved siden af den man har leget med. Dette sker altid efter aftale med en voksen.

Der sidder altid en voksen ved bordene. Børnene er glade for den stund omkring frokosten, der bliver snakket meget barn/barn og barn/voksen. Vi lægger vægt på at måltidet foregår stille og roligt, så alle har mulighed for at blive hørt. Efterhånden som børnene er mætte, rydder de op efter sig og sætter sig og læser en bog, eller går i garderoben og tager tøj på, når der er en voksen der kan hjælpe.

Frugtcafe (Eftermiddags måltidet)
Omkring klokken 14 åbner ”frugtcafeén” i værkstedet.

Her spiser børnene deres medbragte mellemmåltid på skift. Det kan f.eks. være en grovbolle, en rugbrødsmad, grønsager, et knækbrød. Vi appellerer til at børnene får noget sundt med.

Der bliver tilbudt vand. Madpakken kommer frem igen, hvis der er mad tilbage som kan friste. Når børnene er færdige med at spise bliver de bedt om at hente nogle af de andre børn og fortælle dem, at det er deres tur til at gå til frugtcafe´.

Vi lægger vægt på: At børnene deler frugten. At de hjælper med at hente hinanden. At det er en afslappet sund, hvor der bliver talt om mange ting. At børnene lærer om god hygiejne.

Hvad spiser vi

Børnenes hovedmåltid mens de er i børnehaven, er den madpakke I har givet dem med. Det er en dårlig ide, at give børnene slik med i madkassen, der findes mange gode alternativer, som børnene også holder af.

Børnehaven supplerer med et morgenmåltid. Det vil overvejende være økologisk. Vi vil servere grønt, groft og spare på sukkeret. Vi tilbyder økologisk mælk til morgenmåltidet. Resten af dagen drikkes der vand.

Morgenmad
Økologisk mælk, vand, te og kaffe til de voksne.

Havregrød, cornflakes, havregryn.

Groft brød eller boller (Hovedsageligt hjemmebagt) og knækbrød.

Smør, ost, syltetøj eller honning.

Er der meget frugt til overs fra dagen før, kan det skæres ud.

Frokost
Frokosten er jeres valg. Vi drikker vand til

Eftermiddagsmåltidet
Eftermiddagsmåltidet medbringes hjemmefra

Derudover bliver der altid serveret frugt (fra den fælles frugtkurv), som er skåret ud og serveret på fade.

Fester
Der skal være forskel på hverdag og fest. Til de fester vi holder i børn, vil der både være saft og kage, men der vil også være sund og velsmagende mad.

Fødselsdage
Hvis jeres barn holder sin fødselsdag i børnehaven, vil det være op til jer, hvad der skal deles ud.