Nyt om Corona
Kære forældre
I tirsdags blev der afholdt endnu et pressemøde om Corona og smittespredningen lige nu. Her understregede statsministeren den alvorlige situation, Danmark er i, og kom bl.a. ind på vores dagtilbud.
Statsministeren fortalte om nødvendigheden af at holde vores dagtilbud åbne af hensyn til de mennesker, der har brug for pasning for at kunne passe deres arbejde, og for, at vi kan holde arbejdsmarkedet i gang af hensyn til dansk økonomi.
Sundhedsmyndighederne vurderer, at det generelt ikke er de mindste børn, som er årsag til den øgede smitteudvikling. Ikke desto mindre er der ud fra et forsigtighedsprincip også kommet en national opfordring fra regeringen til, at forældre, der har mulighed for det, holder deres børn hjemme i den kommende tid. Denne opfordring gælder selvfølgelig også i Stevns.
Samtidigt vil vi gerne bede om, at I som forældre er særligt opmærksomme på:
• at børn ved mindste tegn på sygdom holdes hjemme.
• at bruge visir eller mundbind ved aflevering/afhentning, hvis det foregår indendørs.
• at følge dagtilbuddets øvrige anvisninger i forbindelse med aflevering/afhentning – f.eks. om det sker udendørs.
På pressemødet blev afstandskravet i det offentlige rum også hævet til to meter. Dette gælder ikke i dagtilbud, men vi henstiller alligevel til, at I holder god afstand til personale og andre børn, så vidt det er muligt.
Jeg håber på jeres hjælp, så vi kan give vores bidrag til at vende smitteudviklingen i Danmark.
Venlig hilsen
Ralf Klitgaard Jensen
Direktør
07-01-2021 - 24-01-2021